Danefæ

Har du fundet noget?
Herunder kan du læse nærmere om, hvordan du forholder dig, hvis du har fundet oldsager og hvordan det afgøres, om der er tale om danefæ.

Oldsager - altså genstande fra fortiden - som findes i forbindelse med anlægsarbejde, eller opsamles på mere tilfældig vis, vil ofte have en kulturhistorisk betydning. Hvis man mener at have fundet en sådan genstand, kontaktes det lokale museum, så en bestemmelse og registrering af fundet kan foretages. I langt de fleste tilfælde vil man efterfølgende kunne få genstanden med hjem, men den er nu registreret i vores databaser og kan således indgå i vores viden om lokalområdet og i vores forskning.

Har du fundet noget - eller har du spørgsmål om danefæ kontakt da 

Museumsinspektør
Astrid Skou Hansen
21 18 80 04 
astrid.hansen@holstebro-museum.dk 

Hvad er danefæ?
I helt særlige tilfælde vil genstanden kunne erklæres for danefæ. Danefæ er betegnelsen for såkaldt "herreløst gods" og kan være såvel genstande af ædelmetaller som genstande af flint, ben og tak mv. Også i disse tilfælde indleveres genstandene på det lokale museum, hvorfra genstandene videresendes til Nationalmuseet. På Nationalmuseet foretages en vurdering af, om genstanden skal erklæres for danefæ. Danefæ er statens ejendom, men til gengæld modtager man en dusør for fundet.

Du kan læse mere om danefæ på Nationalmuseets hjemmeside.

Bestemmelserne om danefæ er fastlagt i Museumslovens kapitel 9.

Håndtering af fund
Du må ikke rengøre eller pudse metalgenstande, inden de indleveres til museet. Du risikerer at ødelægge dekoration på genstandens overflade, eller at sætte nedbrydningsprocesser i gang i det gamle metal. Genstande af jern fra oldtid og middelalder bør afleveres til museet hurtigst muligt, så de kan pakkes på en måde, der forhindrer nedbrydning.

Indlevering af danefæ til museet
Hvis du har fundet noget, som kan være danefæ fra oldtid eller middelalder i Struer, Holstebro og Lemvig kommuner, skal det indleveres til Holstebro Museum.

Du kan kontakte os på telefon 21 18 80 04 eller skrive til astrid.hansen@holstebro-museum.dk og aftale et møde. Danefæ kan kun afleveres til museet efter forudgående aftale.

Museet sender genstandene videre til Nationalmuseet, som afgør, om der er tale om danefæ og udbetaler derefter danefædusør.