|

Udstilling

Jernmænd

Oplev de fremsynede mænd, der satte gang i jernindustrien i Vestjylland

Udstillingen ‘Jernmænd’ er midlertidigt lukket fra den 30. oktober 2023 til den 23. marts 2024 på grund af renoveringsarbejde.

Et gulv i museets særudstillingslokale skal renoveres som følge af en gammel sætningsskade, og det lukker adgangen til ‘Jernmænd’.

Ombygningen og udstillingen ‘Jernmænd’ er støttet med midler fra Birn Fonden.

Holstebro Museum holder åbent i hele perioden, og det vil stadig være muligt at besøge den faste udstilling ‘Det eventyrlige Loft’ og Museumscafeen.

Holstebro Museum ser frem til at byde alle velkommen til et opgraderet museum og hele to spændende jubilæumsudstillinger i 2024.

Imens kan I læse om ‘Jernmænd’ her og glæde jer til at se eller gense udstillingen:

Jernmænd er historien om jernindustrien i Vestjylland fortalt gennem de mænd, der gik forrest og var med til at præge en industri og en hel egn. Her møder du blandt andet iværksætteren, formersvenden, den trofaste medarbejder og direktøren i en stemning, der oser af industri og fabrik. Historien leder frem til i dag, hvor jernmændene og -kvinderne på en af Vestjyllands største private arbejdspladser i dag, Vald. Birn A/S, fører arven videre.

Historien – om kontinuitet og det der var før
Jernstøberier blev spydspidsen i de danske købstæders industrialisering. Faglærte formersvende anvendte og introducerede en teknologi udviklet i England og Tyskland i 1700-tallet. Ringkøbing amts første jernstøberi blev grundlagt i 1846 af kleinsmedemester Jens Holbek.

I kraft af sejladsmulighederne var netop Ringkøbing bedre placeret end Holstebro med hensyn til import af råstofferne jern, kul og cinders fra England og Skotland. I 1855 etablerede Holstebro-købmænd en havn ved ladepladsen Struer. Herefter begyndte købmænd i byen at importere jern og fossilt brændstof fra England og Skotland. I 1862 grundlagde iværksættere det første jernstøberi i Holstebro.

Birn-slægten – skæbnefortællinger gennem generationer
Vores fortælling spænder over seks generationer; fra den vandrende tyske håndværkersvend på valsen i 1840’erne til ledelsen af en international koncern i det 21. århundrede. Et Europa i kraftig forandring som følge af industrialiseringen øgede mobiliteten blandt de faglærte.

På den måde kom ny viden og teknologi til Vestjylland fra især de tyske lande. Denne udvikling gav de enkelte individer hidtil usete muligheder, hvor friheden skabte rum for de tilfældigheder der skaber historien.